Kunst og akustik i psykiatriens samtalerum

Hvordan kan indretningen understøtte en krævende samtale? Erfaringer fra Børne- og Ungepsykiatrien i Odense viser, hvordan akustikbilleder med genkendelige naturmotiver kan bidrage til ro, bedre lydforhold og et fælles visuelt holdepunkt.

[Billedtekst] Et stort, refleksfrit akustikbillede er placeret tæt ved samtalebordet i Børne- og Ungepsykiatrien i Odense. Her kan naturmotivet både bidrage til en bedre akustik og give barnet, forældrene og behandleren et neutralt sted at lade blikket hvile.

Hvordan kan naturmotiver understøtte ro, kontakt og samtale i psykiatrien?

Et samtalerum i psykiatrien er ikke blot en neutral ramme om behandlingen. Lys, lydindtryk, møbler, farver, orden og billedkunst kan påvirke, hvor let eller vanskeligt det er for patienter, pårørende og behandlere at være til stede i samtalen.

Det gælder ikke mindst i børne- og ungepsykiatrien, hvor hovedpersonerne ofte vil være sansemæssigt belastede, anspændte eller trætte, allerede når de træder ind i rummet. Nogle reagerer på lyde fra gangen, efterklang i rummet eller et ur, der tikker. Andre bliver optaget af rod, stærke farver eller motiver, der er vanskelige at forstå.

Erfaringer fra Odense viser, hvordan akustikbilleder med genkendelige landskabsmotiver kan indgå som en del af en mere rolig og sammenhængende indretning.

Et roligt sted at lade blikket hvile – Et fælles tavst sprog

I en længere samtale kan det være krævende hele tiden at rette blikket mod behandleren eller de øvrige personer omkring bordet. Det gælder ikke mindst hvis man har svært ved øjenkontakt.

Et naturmotiv kan her fungere som et neutralt visuelt holdepunkt. Barnet kan lade blikket hvile på billedet et øjeblik, uden at det opleves som et brud i samtalen.

Billedet behøver ikke at blive kommenteret eller forklaret. Dets værdi kan netop ligge i, at det er til stede uden at kræve noget. En af sygeplejerskerne i Børne- og Ungepsykiatrien beskrev landskabsmotiverne som et “fælles tavst sprog” – noget, som børn, forældre og personale kan rette opmærksomheden mod, uden at samtalen nødvendigvis bliver afbrudt.

Motivet skal ikke blive endnu en opgave

I et psykiatrisk samtalerum bruger barnet eller den unge ofte mange kræfter på at forstå spørgsmål, aflæse andre mennesker og håndtere egne reaktioner. Et tvetydigt, uroligt eller følelsesmæssigt udfordrende motiv kan derfor komme til at kræve mere opmærksomhed, end situationen giver plads til.

Ved valg af billeder til samtalerum kan det være relevant at overveje:

• Er motivet let at genkende?
• Er der personer, ansigter eller handlinger, som kan give anledning til bekymring eller fortolkning?
• Indeholder billedet tekst eller symboler, som kan forstås på flere måder?
• Giver farver og komposition et roligt eller et uroligt indtryk?
• Kan motivet fungere for både børn, unge og voksne?

Det betyder ikke, at kunst i psykiatrien nødvendigvis skal være enkel eller naturbaseret. Men kunsten bør vælges med blik for den konkrete patientgruppe, rummets funktion og den behandlingsmæssige sammenhæng.

Når billedet hjælper samtalen videre

Selvom naturmotivet ikke kræver samtale, kan det nogle gange få en mere aktiv funktion.

Et spørgsmål til landskabet kan skabe et nænsomt sceneskift, hvis samtalen går i stå eller bliver anspændt. Motivet kan føre videre til fortællinger om steder, ture, interesser og oplevelser. På den måde kan det bidrage til kontakt og give behandleren oplysninger, som måske ikke var kommet frem gennem de planlagte spørgsmål.

Billedet kan således have to forskellige funktioner: Det kan være et stille holdepunkt i baggrunden, men det kan også bruges aktivt, når situationen kalder på det.

Akustikken er en del af den sanselige belastning

I behandlingsmiljøer vælges møbler og overflader ofte ud fra krav om rengøring og hygiejne. Når polstrede stole, gardiner og andre bløde materialer fjernes, kan rummets akustik imidlertid blive dårligere.

Efterklang, stemmer, stole, der flyttes, og lyde fra gangen kan gøre det sværere at fastholde opmærksomheden. Det kan være særligt belastende for børn og unge med en høj sansemæssig følsomhed.

I Odense blev naturmotiverne derfor udført som akustikbilleder. Dermed kunne samme indretningselement både tilføre rummet et roligt visuelt holdepunkt og bidrage til at reducere efterklangen.

Placeringen er lige så vigtig som motivet

Et velegnet billede virker ikke uafhængigt af resten af rummet. Placeringen, lyset, møblerne og de øvrige elementer på væggene har betydning for helhedsindtrykket.

Det har været personalets erfaring, at den bedste placering af billedet er lige for enden af samtalebordet, som i eksemplet i billedet for oven. Billedet bliver ikke af den grund påtrængende, men fungerer fint som et fælles visuelt holdepunkt.

En vigtig forudsætning er, at billedets overflade ikke giver generende reflekser fra vinduer og lamper. Reflekser ville være særligt forstyrrende, når et stort billede hænger tæt på de personer, der deltager i samtalen.

Placeringen bør derfor vurderes i sammenhæng med eksempelvis:

• deltagernes siddepladser og synsretninger
• farverne i møbler og øvrig indretning
• andre genstande og informationer på væggene
• behovet for ro, orden og visuel balance.

Rummet er en del af den faglige ramme

Erfaringerne fra Børne- og Ungepsykiatrien i Odense peger på, at et enkelt akustikbillederne med landskabsmotiver kan få betydning på flere niveauer. Akustikbillederne har bidraget til bedre lydforhold, et mere samlet visuelt udtryk og et neutralt holdepunkt for børn, unge, forældre og personale.

Det er samtidig vigtigt ikke at tillægge et enkelt billede en virkning, der kan adskilles fra resten af rummet. Tryghedsskabende indretning opstår i samspillet mellem akustik, lys, farver, møblering, ryddelighed, billedvalg og placering.

Når disse elementer understøtter hinanden, kan de fysiske omgivelser give bedre betingelser for det, samtalerummet først og fremmest skal kunne: at skabe kontakt, tillid og mulighed for en krævende samtale.