Evaluering af naturmotiver og akustik i børne/ ungepsykiatriens samtalerum – Det fælles tavse sprog
Hvordan kan billedkunst understøtte en krævende samtale? Erfaringer fra Børne- og Ungepsykiatrien i Odense viser, hvordan akustikbilleder med genkendelige naturmotiver kan bidrage til ro, bedre lydforhold og et fælles visuelt holdepunkt. Det er blevet til artiklen Det fælles tavse sprog, som du kan downloade fra denne side.
Et stort, refleksfrit akustikbillede er placeret tæt ved samtalebordet i Børne- og Ungepsykiatrien i Odense. Her bidrager det til en bedre akustik og giver børn, pårørende og behandlere et neutralt sted at lade blikket hvile.
Samtalerummets udfordringer
Et samtalerum i psykiatrien er ikke bare en neutral ramme om behandlingen. Lys, lydindtryk, møbler, farver, orden og billedkunst kan påvirke, hvor let eller vanskeligt det er for patienter, pårørende og behandlere at være til stede i samtalen.
Det gælder ikke mindst i børne- og ungepsykiatrien, hvor hovedpersonen ofte vil være sansemæssigt belastet, anspændt eller træt, allerede når han eller hun træder ind i rummet. Nogle reagerer på lyde fra gangen, efterklang i rummet eller et ur, der tikker. Andre bliver distraheret af rod, stærke farver eller motiver, der er vanskelige at forstå.
Erfaringer fra psykiatrien i Odense viser, hvordan akustikbilleder med genkendelige landskabsmotiver kan indgå som en del af en rolig og sammenhængende indretning.
Et roligt sted at lade blikket hvile – Det fælles tavse sprog
I et længere samtaleforløb kan det være krævende hele tiden at rette blikket mod behandleren eller de øvrige personer omkring bordet. Det gælder ikke mindst hvis man har svært ved øjenkontakt.
Et naturmotiv kan her fungere som et neutralt visuelt holdepunkt. Barnet kan lade blikket hvile på billedet et øjeblik, uden at det opleves som et brud i samtalen.
Naturmotivet behøver ikke at blive kommenteret eller forklaret. Dets værdi kan netop ligge i, at det er til stede uden at kræve noget. En af sygeplejerskerne i Odenses Børne- og Ungepsykiatri har beskrevet landskabsmotiverne som et “fælles tavst sprog” – noget, som børn, forældre og personale kan rette opmærksomheden mod, uden at samtalen nødvendigvis bliver afbrudt.
Denne artikel bygger på et interview med tre medarbejdere fra Børne- og Ungepsykiatrien i Odense og beskriver deres erfaringer efter halvandet år med akustikbilleder i samtale- og konferencerum.
Download artiklen som PDF: Det fælles tavse sprog
Motivet skal ikke blive endnu en opgave
I et psykiatrisk samtalerum bruger barnet eller den unge ofte mange kræfter på at forstå spørgsmål, aflæse andre mennesker og håndtere egne reaktioner. Et tvetydigt, uroligt eller følelsesmæssigt udfordrende motiv kan derfor komme til at kræve mere opmærksomhed, end situationen giver plads til.
Ved valg af billeder til samtalerum kan det være relevant at overveje:
- Er motivet let at afkode?
- Er der personer, ansigter eller handlinger, som kan give anledning til bekymring eller fortolkning?
- Indeholder billedet tvetydig tekst eller symboler?
- Giver farver og komposition et roligt indtryk?
- Kan motivet fungere for både børn, unge og voksne?
Det tilsiger ikke, at kunst i psykiatrien nødvendigvis skal være naturbaseret. Men kunsten bør vælges med blik for den konkrete patientgruppe, rummets funktion og den behandlingsmæssige sammenhæng.
Når billedet hjælper samtalen videre
Selvom naturmotivet ikke kræver samtale, kan det nogle gange få en mere aktiv funktion.
Et spørgsmål til landskabet kan skabe et nænsomt sceneskift, hvis samtalen går i stå eller bliver anspændt. Motivet kan føre videre til fortællinger om steder, ture, interesser og oplevelser. På den måde kan det bidrage til kontakt og give behandleren oplysninger, som måske ikke var kommet frem gennem de planlagte spørgsmål.
Billedet kan således have to forskellige funktioner: Det kan være et stille holdepunkt i baggrunden, men det kan også bruges aktivt, når situationen kalder på det.
Rummets akustik er en del af den sanselige oplevelse
I behandlingsmiljøer vælges møbler og overflader ofte ud fra krav om rengøringsvenlighed og hygiejne. Når polstrede stole, gardiner og andre bløde materialer fjernes, kan det gå ud over rummets akustik.
Efterklang, stemmer, stole, der flyttes, og lyde fra gangen kan gøre det sværere at fastholde opmærksomheden. Det kan være særligt belastende for børn og unge med høj sansemæssig følsomhed.
I Odense blev naturmotiverne derfor udført som akustikbilleder. Dermed kunne samme indretningselement både tilføre rummet et roligt visuelt holdepunkt og bidrage til at reducere efterklangen.
I et af Børne- og Ungepsykiatriens samtalerum har det ikke været muligt at hænge billedet for enden af bordet, og det skal kæmpe om vægpladsen med andre elementer på væggen. Det er sygeplejerskernes opfattelse, at billedet dermed kommer til at fremstå anonymt og ikke spille den samme aktive rolle.
Men også placeringen af billedet er vigtig…
Et velegnet billede virker ikke uafhængigt af resten af rummet. Placeringen, lyset, møblerne og de øvrige elementer på væggene har betydning for helhedsindtrykket.
Det har været personalets erfaring, at den bedste placering af billedet er lige for enden af samtalebordet, som i eksemplet vist øverst på siden. Billedet bliver ikke af den grund påtrængende, men fungerer fint som et fælles visuelt holdepunkt, på trods af, at det er placeret så tæt på personerne.
En vigtig forudsætning er, at billedets overflade ikke giver generende reflekser fra vinduer og lamper. Reflekser ville være særligt forstyrrende, når et stort billede hænger tæt på de personer, der deltager i samtalen.
Ovenstående artikel er et sammendrag af en artikel bragt i Psykiatrisk Sygepleje, september 2026