Samtidskunst på hospitaler – på jagt efter de sundhedsfaglige argumenter
– med udgangspunkt i fire indflydelsesrige influenter
Eksempel på Poul Gernes’ kunstneriske udsmykning på Herlev Hospital.
Af Karsten Andersen, indehaver af Sonovision ApS – Opdateret marts 2026
Hvorfor skriver jeg denne artikel?
Jeg skriver den, fordi jeg igen og igen møder den samme undren:
Hvordan kan det være, at kunst på danske hospitaler overvejende bliver valgt ud fra kunstfaglige idealer – og i mindre grad ud fra, hvilke typer kunst der forskningsmæssigt er belæg for understøtter velvære, trivsel og heling?
Hospitalskunst er i høj grad præget af stærke kunstfaglige stemmer og traditioner. Det gælder både historisk – med markante skikkelser som Poul Gernes – og i dag, hvor kunstfaglige rådgivere og kunststrategier spiller en central rolle i nye hospitalsbyggerier.
Man kan tale om to spor:
Et kunstfagligt spor, hvor fokus er på at sikre kvalitet og relevans inden for samtidskunsten – og et forskningsbaseret spor med afsæt i viden om helende arkitektur og menneskers reaktioner på hospitalets visuelle omgivelser.
Når jeg har undersøgt argumenterne for samtidskunst på hospitaler, er jeg ofte stødt på tre markante eksponenter: Gernes, Heslet og Hessov.
I det følgende gennemgår jeg noget af deres argumentation, som jeg har kunnet finde frem til – og ser samtidig på, den kritik og selvkritik, jeg stødte på i min søgen.
- Kunstner Poul Gernes – Udsmykningen på Herlev Hospital
- Overkirurg Ib Hessov – Udgiver af bogen Kunst giver liv
- Overlæge Lars Heslet – Medudgiver af Sansernes hospital
- Jane Løvschall Dolmer – Kunstfaglig rådgiver på hospitalsbyggerier
- Kan de to verdener forenes?
Mit særlige fokus er, om – og hvordan – de forholder sig til et centralt spørgsmål:
Kan den kunst, de argumenterer for, forventes at have en helende effekt? Og på hvilket grundlag?
Kunstner Poul Gernes – “Farver og former skal bringe glæde og adspredelse”
Eksempel på Poul Gernes udsmykning på Herlev Hospital.
Kunstnerisk udsmykning på Herlev Hospital – 1968-1975
Maleren og billedhuggeren Poul Gernes stod i årene 1968 til 1975 for den helt unikke farvelægning og udsmykning med konkret kunst på Herlev Hospital.
Et indledende klinisk eksperiment demonstrerede, at farvesætningen som helhed blev vurderet til at have en positiv effekt på omgivelserne: Farverne blev opfattet som et psykosomatisk aktiv, et opkvikkende middel. Det er formentlig ret enestående, at man på det tidspunkt har lavet en form for klinisk test af kunstens indvirkning på patienterne.
Der blev dog efterfølgende også registreret negative opfattelser fra brugerne. Ekstra Bladet nedskrev nogle af dem: “Vorherre bevares, hvor er dette papegøjebur rædselsfuldt,” udtalte en patient. En anden føjede til: “Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, og så de farver, så troede jeg bestemt, at jeg havde fået en hjerneblødning”. Men de fleste refererede reaktioner var dog positive.
Udsmykningen er siden blevet et nationalt klenodie, og er derfor ofte blevet fremhævet i argumentation for investering i kunstnerisk udsmykning på sygehuse.
Det skabte derfor furore i kunstkredse, da kunsten på 3. sal i 2012 blev overmalet i “neutrale farver”: hvid, grå, sort og naturtræ. Den ansvarlige ledende overlæge, Knud Skagen, svarede på kritikken, og fortæller, at da han blev ansat i 1983 blev chokeret over farverne, som mødte ham overalt. “Indgangspartiet, velkomsthallen, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde – intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning”.
Personalet havde ifølge overlægen haft megen kritik tilovers for farvelægningen, som havde givet årsag til trivselsproblemer, og “evig fornemmelse af støj, uro og uorden”.
Den nye farvelægning, der blev lavet på 3. sal, blev til i samarbejde med arkitekter, patienter og personale, og havde fokus på at fremme fred, ryddelighed og mindre støj gennem nedtoning af hverdagens ‘farvekaos’ og introduktion af træ og opaliserede glasflader.
Overkirurg Ib Hessov – “Fri os fra det ligegyldige – giv os god kunst”
Dyrenes skadestue – Ib Hessov fremhæver i Ny Carlsbergfondets Årsskrift 2012, “Kunst giver liv på sygehus” disse malerier af Lars Nørgård på en skadestue i Aarhus. De anføres som “humørfyldte og kompositorisk flotte malerier”.
Bogudgivelse: Kunst giver liv, om kunst på sygehuse – 2005
Kan kunst på sygehuse gøre en forskel? Det spørgsmål stiller Overlæge Ib Hessov og medforfattere sig i en inspirerende bog Kunst giver liv – om kunst på sygehuse fra 2005. Bogen er rigt illustreret med eksempler på kunst fra det daværende Århus Kommunehospital, hvor Hessov med sikker kunstnerisk fornemmelse arbejdede på at få sygehuset udsmykket med værker af samtidige kunstnere.
Hessov og kunstudvalget foretog gennem årene mange indkøb af lovende unge kunstnere, blandt andet i kredsen omkring De unge vilde.
Det var dog ifølge Hessov ikke altid, at værkerne blev accepteret af personale og patienter.
Eksempelvis blev et stort maleri af Lars Nørgaard hængt op et sted med en del trafik. Maleriets motiv viste sig at være en stor provokation for mange, og “en enkelt portør nægtede sågar at køre patienterne den vej til operation, da han mente, det ville ophidse dem for meget, før de skulle bedøves”.
Kunst skal stimulere til eftertanke og give anledning til diskussion
Kunst på sygehuse må ifølge Hessov gerne provokere. Som han skriver: “God kunst kan give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion. Kunsten kan bidrage til at indlagte og besøgende også får mulighed for at tænke på og tale om andet end sygdom og behandling. Den kan være med at at menneskeliggøre kølige, glatte og tekniske omgivelser”. Et andet sted i bogen anfører han, at kunsten skal skabe tillid til, at her på stedet får man den bedst mulige behandling.
Hessovs konklusion er, at der er vide grænser for valg af kunst, men kunsten må aldrig være ligegyldig. Den må på den anden side heller ikke have for anmassende et budskab eller for direkte udpensle lidelse, smerte og sorg. Den kan være klassisk eller moderne, farverig eller afdæmpet, mørk eller lys, abstrakt eller fortællende, alvorlig eller munter – og det skal være god kunst.
Hvordan forholder Hessov sig til evidens?
Hvordan forholder Hessov sig til forskningsmæssig evidens omkring valget af kunst til sygehuse?
I bogen præsenteres en række interessante indlæg, hvor forskellige bidragydere udfolder deres syn på, hvad der kendetegner god sygehuskunst set fra et kunstfagligt perspektiv. Blandt disse skiller én artikel sig ud: skrevet af sygehusdirektør Bo Jessen, anlægger den et evidensbaseret blik på sygehuskunst.
Jessen skriver i kapitlet Healing architecture, at der er igennem de senere år er skabt videnskabelig evidens for, at helende arkitektur har indflydelse på patienters liggetid, forbrug af medicin, genindlæggelsesfrekvens, samt subjektiv patienttilfredshed. Der gemmer sig i kapitlet et enkelt hint om, hvad dette kunne betyde for det konkrete valg af kunstnerisk udsmykning: “Hovedindgange bør give et godt førstehåndsindtryk f.eks. ved at være lyse og gerne være præget af blomster, rindende vand og udstrakt brug af træ og andre naturmaterialer”.
Hessovs bog er udgivet i 2005, på et tidspunkt, hvor man i et par årtier havde arbejdet videnskabeligt med begrebet helende arkitektur. På kunstens område pegede evidensen dengang på, at netop abstrakt/flertydig/udfordrende kunst kan være problematisk i sygehussammenhæng, hvorimod indslag af natur i sygehusmiljøet kan have have den helende effekt på det syge menneske.
Altså synes der at være et interessant skisma mellem på den ene side behovet for god samtidskunst, som har til formål at “give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion” og på evidensbaseret kunst, som har direkte indflydelse på liggetid, forbrug af medicin, genindlæggelsesfrekvens og patienttilfredshed.
Men den diskussion tager Hessov ikke op i sin bog.
De Unge Vilde flyttede med til Skejby Sygehus
Hessov blev tilknyttet kunstudvalget for det nye sygehus i Skejby, hvor han sørgede for at få kunstværkerne af Tal R, John Körner, Lars Nørgaard og en række andre nyere danske kunstnere flyttet med fra det gamle Amtssygehus.
Her forklarede den lægefaglige direktør, at det var vigtigt, “at de originale værker kommer op på offentlige steder på Aarhus Universitetshospital. De skal ikke hænge på kontorer og andre steder, hvor besøgende ikke kan nyde synet af værkerne. Malerierne skal inspirere og give folk noget at tale om på sygehuset. Det kan aflede opmærksomheden fra de triste omstændigheder, det kan være at komme på et sygehus”
Overlæge Lars Heslet – “Sansernes kultivering i omgang med kunst”
Glasbillede af Henning Damgaard-Sørensen på Rigshospitalet
Bogudgivelse: Sansernes Hospital – 2007
Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld udgav i 2007 bogen Sansernes Hospital, som har været en stor og ofte refereret inspirationskilde ved definering af kunstens rolle i forbindelse med de mange sygehusbyggerier i disse år. Bogen giver et godt indblik i dansk sygehusarkitektur gennem 250 år, men har fokus på nyere tids forskning, der viser, at stimulerende omgivelser kan sænke stressniveauet og fremme helbredelsesprocessen hos hospitalspatienter. Forfatterne har sammenfattet viden fra undersøgelser, som peger på, at stimulerende omgivelser fremmer helbredelsen, således at bl.a.
- Antallet af hospitalsinfektioner falder.
- Medicineringsfejl nedbringes.
- Indlæggelsestiderne afkortes.
Heslet og Dirckinck-Holmfelds bog er således en spændende gennemgang af viden om hvad lydmiljø, lysmiljø, former, farver og kunst kan gøre for patienter, personale og pårørende i hospitalsmiljøet. Kunsten bliver specielt behandlet i kapitlet Kunst og rum på hospitalet.
Hvis man skal afkode hvilken type kunst Heslet anbefaler, er det specielt interessant at læse afsnittet om ændring af intensivafdelingen på Rigshospitalet fra et Teknologisk hospital til et Sansernes hospital. Formålet med ændringen var at skabe en indretning “i balance med integreret kunstnerisk udsmykning, en bevidst farveholdning og med musik på stuerne”. Der skulle gives et signal om, at “her gør man sig umage“. Ny Carlsbergfondet donerede et beløb, hvor Heslet i ansøgningen anførte, at “afdelingen ikke alene tror på sansernes betydning i helbredelsesprocessen, men også på deres kultivering i den daglige omgang med kunst”.
Er Heslets kunst helende?
Heslet havde succes med projektet. En amerikansk kvalitetsorganisation gav intensivafdelingen en meget positiv vurdering baseret på “et overordnet indtryk af en atmosfære i afdelingen med ro, samarbejde, dokumentation kombineret med et exceptionelt design med kunstnerisk udformning sammen med musikken”.
Desværre er det ud fra Heslets bog vanskeligt at afkode, hvad der karakteriserer kunst, som har en potentiel helende effekt på det syge menneske. Heslet anfører, at man skal stræbe mod god og gennemtænkt kunst, men det er uklart hvilke type billeder, man skal vælge og hvorfor.
Heslet omtaler en række værker, som Rigshospitalet har erhvervet, eksempelvis et glasbillede med konkret kunst af kunstneren Henning Damgaard-Sørensen, som også præger bogens forside, og serien med 13 abstrakte malerier af Maja Lisa Engelhardt over temaet Den Brændende Tornebusk.
Det er som fodnote interessant, at allerede i 2007, da Sansernes Hospital blev skrevet, var der forskning, der pegede på, at netop denne type kunst i vid udstrækning blev fravalgt af hospitalspatienter, når de fik et valg. Fotografiske billeder af natur, som evidensen allerede da pegede på, som værende gode valg af kunstnerisk udsmykning, omtaler Heslet alene i forbindelse med nogle billedtekster, som fortæller, at “audiovisuel afslapning opnås bedst ved at anvende levende billeder af smuk natur”.
Kunstfaglig rådgiver Jane Løvschall Dolmer – Om at stimulere sanserne, aflede tankerne og minde om livet udenfor
Heslets og Hessovs bøger har to årtier på bagen og Gernes værk på Herlev Hospital blev udført for mere end et halvt århundrede siden. I min søgen efter en nyere opfattelse af kunstens rolle på hospitaler fandt jeg en interessant artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift med titlen “Hvad skal kunsten egentlig på hospitalerne?”, skrevet af Gurli Kløvedal.
Her interviewes kunstfaglig rådgiver Jane Løvschall Dolmer om hendes syn på kunstens rolle i moderne hospitalsbyggerier – herunder hvordan kunst(nere) udvælges, og hvilken funktion kunsten bør have i mødet med patienten.
Jane Løvschall Dolmer har været kunstfaglig rådgiver ved flere af de nye hospitalsbyggerier og er derfor en vigtig stemme i forståelsen af samtidens hospitalskunst.
I artiklen fremføres det, at der i 2010’erne var stor opmærksomhed på helende arkitektur, i takt med at forskning pegede på, at de fysiske rammer har betydning for patienters helbredelse. I den forbindelse udtaler Løvschall Dolmer:
- “Evidensen for, at noget har en effekt, er enormt vigtig. Natur, lys, materialer, kunst – de ord går igen i mange af de byggeprogrammer, der ligger til grund for opførelsen af supersygehusene”.
Der er hos Løvschall Dolmer en større opmærksomhed på konteksten, end man umiddelbart ser hos både Hessov og Heslet. Hun peger på, at kunstens funktion må afhænge af rummet og situationen:
- “I forhold til kunst giver det mening at se på, hvad kunstens funktion er lige præcis her: Skal den stimulere og skabe et rum for refleksion og eftertanke – eller blot skabe en æstetisk ramme?”
Dermed introduceres et vigtigt nuancerende perspektiv, som Heslet og Hessov ikke synes at være så opmærksomme på: Kunst på hospitaler er ikke én ting, men bør tænkes forskelligt afhængigt af, om patienten befinder sig i en venteposition – eller i en sårbar situation præget af alvorlig sygdom og måske liv og død.
Det fremgår ikke af artiklen om evidens ift. hvilke typer motiver, der har en dokumenteret positiv effekt på stress, velvære og restitution, er et element i Løvschall Dolmers udvælgelse af kunst og kunstnere, men det kan meget vel være en del af hendes udvælgelseskriterier.
Kan de to verdener forenes?
Kunstnerisk udsmykning på Gentofte Hospital
Visionen om en syntese
I mit eget arbejde i Sonovision tager jeg afsæt i forskningsbaseret viden om evidensbaseret kunst, som peger på den positive virkning af fotografiske afbildninger af natur. Denne tilgang har i de senere år vundet betydelig udbredelse i pleje- og behandlingsmiljøer, ikke mindst fordi den dokumenterbart kan bidrage til ro, tryghed og mental restitution hos patienter, pårørende og personale.
Men det er vigtigt at understrege, at evidens ikke i sig selv skaber gode rum. At arbejde med naturmotiver fritager ikke for et æstetisk og arkitektonisk ansvar. Tværtimod stiller det krav til både motivvalg, billedkvalitet, skala, lysforhold og placering i rummet. Når det lykkes, opleves udsmykningen som en integreret del af et omsorgsfuldt miljø. Når det ikke lykkes, risikerer den kunstneriske udsmykning at fremstå ligegyldig og uden reel virkning og i værste fald frastødende.
Omvendt har jeg ofte set kunstfagligt baserede udsmykninger i sundhedsvæsenet, som netop virker betagende og beroligende i kraft af deres æstetiske kvalitet. Her lever kunsten – når den er bedst – op til Heslets og Hessovs visioner om at signalere: Her gør vi os umage. Her kan du forvente behandling i høj kvalitet.
Det allervigtigste fokus må være, hvordan kunsten opleves af patienten. For den patient, der er ramt på krop eller sind, kan kompleks eller konfronterende kunst skabe afstand, utryghed og fremmedgørelse – selv om intentionen var den modsatte.
Måske ligger svaret i en stærkere syntese mellem den kunstfaglige og den evidensbaserede tilgang. En fremtidig praksis bør i højere grad forene kunstnerisk ambition med viden om menneskers behov i sårbare situationer. Hvor kunsten både er æstetisk kvalificeret og menneskeligt afstemt. Hvor man ikke vælger mellem “anerkendt kunst” og “tryghedsskabende motiver” – men insisterer på kvalitet i begge dimensioner.
Det kræver, at vi tør stille spørgsmålet:
Hvem er kunsten egentlig til for?
Hvis svaret er patienten, bør det også være patientens oplevelse og velbefindende, der vejer tungest.
Andre artikler på denne hjemmeside
- Forskning på OUH – Hvad sker der, når patienter får lov at vælge kunst
- Hvad gør kunst på hospitaler – en brugerundersøgelse
- Ulighed i sundhed – Det handler også om kunsten i venteværelset
- Retningslinjer til udvælgelse og placering af (evidensbaseret) kunst
Bøger
- Ib Hessov. Kunst giver liv. Om kunst på sygehuse. Århus Universitetsforlag, 2005.
- Sansernes hospital. Redaktion: Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld, 2007
Download
Links