Samtidskunst på hospitaler – på jagt efter de sundhedsfaglige argumenter

– med udgangspunkt i fem indflydelsesrige influenter

En del af Poul Gernes’ ikoniske udsmykning på Herlev Hospital.

Af Karsten Andersen, indehaver af Sonovision ApS – Opdateret april 2026

Hvorfor skriver jeg denne artikel?

Jeg skriver artiklen, fordi jeg ofte har undret mig:

Hvordan kan det være, at kunst på danske hospitaler overvejende bliver valgt ud fra kunstfaglige begrundelser – og i mindre grad ud fra, hvilke typer kunst der forskningsmæssigt er belæg for understøtter velvære, trivsel og heling?

Dansk hospitalskunst er præget af stærke kunstfaglige stemmer og traditioner. Det gælder både historisk – med markante skikkelser som kunstnerne Poul Gernes og Tal R, og engagerede læger som Ib Hessov og Lars Heslet. Dertil kommer i stigende grad kunstfaglige rådgiver, som hjælper med udarbejdelse og implementering af kunststrategier.

Man kan tale om to spor i argumentationen omkring kunst på hospitaler:

et kunstfagligt spor, hvor fokus er på at sikre kvalitet og relevans i forhold til samtidskunsten, og
et forskningsbaseret spor der tager afsæt i viden om helende arkitektur og menneskers reaktioner på hospitalets visuelle omgivelser.

I det følgende gennemgår jeg noget af disse indflydelsesrige personligheders argumentation, som det er lykkedes mig at finde frem til – og ser samtidig på, den kritik og selvkritik, jeg stødte på i min søgen.

Kunstner Poul Gernes – Udsmykningen på Herlev Hospital
Overkirurg Ib Hessov – Udgiver af bogen Kunst giver liv
Overlæge Lars Heslet – Medudgiver af Sansernes hospital
Kunstner Tal R – Udsmykning i psykiatrien i Skejby – Jeg har været indlagt på den lyserøde
Jane Løvschall Dolmer – Kunstfaglig rådgiver på hospitalsbyggerier
Kan de to verdener forenes?

Mit særlige fokus er, om – og hvordan – de forholder sig til det centrale spørgsmål:

Kan den kunst, de argumenterer for, forventes at have en helende effekt? Og hvad er argumenterne for dette?

Kunstner Poul Gernes – “Farver og former skal bringe glæde og adspredelse”

Eksempel på Poul Gernes udsmykning på Herlev Hospital.

Kunstnerisk udsmykning på Herlev Hospital – 1968-1975

Maleren og billedhuggeren Poul Gernes stod i årene 1968 til 1975 for den helt unikke farvelægning og udsmykning med konkret kunst på Herlev Hospital.

Et indledende klinisk eksperiment demonstrerede, at farvesætningen som helhed blev vurderet til at have en positiv effekt på omgivelserne: Farverne blev opfattet som et psykosomatisk aktiv, et opkvikkende middel. Det er formentlig ret enestående, at man på det tidspunkt har lavet en form for klinisk test af kunstens indvirkning på patienterne.

Der blev dog efterfølgende registreret negative opfattelser fra brugerne. Ekstra Bladet nedskrev nogle af dem: “Vorherre bevares, hvor er dette papegøjebur rædselsfuldt,” udtalte en patient. En anden føjede til: “Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, og så de farver, så troede jeg bestemt, at jeg havde fået en hjerneblødning”. Men de fleste refererede reaktioner var dog positive.

Udsmykningen er siden blevet et nationalt klenodie, og er derfor ofte blevet fremhævet i argumentation for investering i kunstnerisk udsmykning på sygehuse.

Det skabte derfor furore i kunstkredse, da kunsten på 3. sal i 2012 blev overmalet i “neutrale farver”: hvid, grå, sort og naturtræ. Den ansvarlige ledende overlæge, Knud Skagen, svarede på kritikken, og fortæller, at da han blev ansat i 1983 blev chokeret over farverne, som mødte ham overalt. “Indgangspartiet, velkomsthallen, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde – intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning”.

Personalet havde ifølge overlægen haft megen kritik tilovers for farvelægningen, som havde givet årsag til trivselsproblemer, og “evig fornemmelse af støj, uro og uorden”.

Den nye farvelægning, der blev lavet på 3. sal, blev til i samarbejde med arkitekter, patienter og personale, og havde fokus på at fremme fred, ryddelighed og mindre støj gennem nedtoning af hverdagens ‘farvekaos’ og introduktion af træ og opaliserede glasflader.

Herlev Hospital – Arkitektur og udsmykning

Overkirurg Ib Hessov – “Fri os fra det ligegyldige – giv os god kunst”

Dyrenes skadestue – Ib Hessov fremhæver i Ny Carlsbergfondets Årsskrift 2012, “Kunst giver liv på sygehus” disse malerier af Lars Nørgård på en skadestue i Aarhus. De anføres som “humørfyldte og kompositorisk flotte malerier”.

Bogudgivelse: Kunst giver liv, om kunst på sygehuse – 2005

Kan kunst på sygehuse gøre en forskel? Det spørgsmål stiller Overlæge Ib Hessov og medforfattere sig i en inspirerende bog Kunst giver liv – om kunst på sygehuse fra 2005. Bogen er rigt illustreret med eksempler på kunst fra det daværende Århus Kommunehospital, hvor Hessov med sikker kunstnerisk fornemmelse arbejdede på at få sygehuset udsmykket med værker af samtidige kunstnere.

Hessov og kunstudvalget foretog gennem årene mange indkøb af lovende unge kunstnere, blandt andet i kredsen omkring De unge vilde.

Det var dog ifølge Hessov ikke altid, at værkerne blev accepteret af personale og patienter.

Eksempelvis blev et stort maleri af Lars Nørgaard hængt op et sted med en del trafik. Maleriets motiv viste sig at være en stor provokation for mange, og “en enkelt portør nægtede sågar at køre patienterne den vej til operation, da han mente, det ville ophidse dem for meget, før de skulle bedøves”.

Kunst skal stimulere til eftertanke og give anledning til diskussion

Kunst på sygehuse må ifølge Hessov gerne provokere. Som han skriver: “God kunst kan give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion. Kunsten kan bidrage til at indlagte og besøgende også får mulighed for at tænke på og tale om andet end sygdom og behandling. Den kan være med at at menneskeliggøre kølige, glatte og tekniske omgivelser”. Et andet sted i bogen anfører han, at kunsten skal skabe tillid til, at her på stedet får man den bedst mulige behandling.

Hessovs konklusion er, at der er vide grænser for valg af kunst, men kunsten må aldrig være ligegyldig. Den må på den anden side heller ikke have for anmassende et budskab eller for direkte udpensle lidelse, smerte og sorg. Den kan være klassisk eller moderne, farverig eller afdæmpet, mørk eller lys, abstrakt eller fortællende, alvorlig eller munter – og det skal være god kunst.

Hvordan forholder Hessov sig til forskningsmæssig evidens?

Hvordan forholder Hessov sig til forskningsmæssig evidens omkring valget af kunst til sygehuse?

I bogen præsenteres en række interessante indlæg, hvor forskellige bidragydere udfolder deres syn på, hvad der kendetegner god sygehuskunst set fra et kunstfagligt perspektiv. Blandt disse skiller én artikel sig ud. Den er skrevet af sygehusdirektør Bo Jessen, og giver et evidensbaseret blik på sygehuskunst.

Jessen skriver i kapitlet Healing architecture, at der igennem de senere år er skabt videnskabelig evidens for, at helende arkitektur har indflydelse på patienters liggetid, forbrug af medicin, genindlæggelsesfrekvens, samt subjektiv patienttilfredshed. Der gemmer sig i kapitlet et enkelt hint om, hvad dette kunne betyde for det konkrete valg af kunstnerisk udsmykning: “Hovedindgange bør give et godt førstehåndsindtryk f.eks. ved at være lyse og gerne være præget af blomster, rindende vand og udstrakt brug af træ og andre naturmaterialer”.

Hessovs bog er udgivet i 2005, på et tidspunkt, hvor man i et par årtier havde arbejdet videnskabeligt med begrebet helende arkitektur. På kunstens område pegede evidensen dengang på, at netop abstrakt/flertydig/udfordrende kunst kan være problematisk i sygehussammenhæng, hvorimod indslag af natur i sygehusmiljøet kan have have den helende effekt på det syge menneske.

Altså synes der at være et problematisk skisma mellem på den ene side behovet for god samtidskunst, som har til formål at “give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion” og på evidensbaseret kunst, som mere metodisk sigter på at reducere liggetiden, sænke forbrug af medicin, nedbringe genindlæggelsesfrekvensen og øge patienttilfredsheden.

Men den diskussion tager Hessov ikke op i sin bog.

De Unge Vilde flyttede med til Skejby Sygehus

Hessov blev tilknyttet kunstudvalget for det nye sygehus i Skejby, hvor han sørgede for at få kunstværkerne af Tal R, John Körner, Lars Nørgaard og en række andre nyere danske kunstnere flyttet med fra det gamle Amtssygehus.

Her forklarede den lægefaglige direktør, at det var vigtigt, “at de originale værker kommer op på offentlige steder på Aarhus Universitetshospital. De skal ikke hænge på kontorer og andre steder, hvor besøgende ikke kan nyde synet af værkerne. Malerierne skal inspirere og give folk noget at tale om på sygehuset. Det kan aflede opmærksomheden fra de triste omstændigheder, det kan være at komme på et sygehus”

Overlæge Lars Heslet – “Sansernes kultivering i omgang med kunst”

Glasbillede af Henning Damgaard-Sørensen på Rigshospitalet

Bogudgivelse: Sansernes Hospital – 2007

Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld udgav i 2007 bogen Sansernes Hospital, som har været en stor og ofte refereret inspirationskilde ved definering af kunstens rolle i forbindelse med de mange sygehusbyggerier i disse år. Bogen giver et godt indblik i dansk sygehusarkitektur gennem 250 år, og omtaler indledningsvis nyere tids forskning, der viser, at stimulerende omgivelser kan sænke stressniveauet og fremme helbredelsesprocessen hos hospitalspatienter. Forfatterne har sammenfattet viden fra undersøgelser, som peger på, at stimulerende omgivelser fremmer helbredelsen, således at bl.a.

Antallet af hospitalsinfektioner falder.
Medicineringsfejl nedbringes.
Indlæggelsestiderne afkortes.

Heslet og Dirckinck-Holmfelds bog er således en spændende gennemgang af viden om hvad lydmiljø, lysmiljø, former, farver og kunst kan gøre for patienter, personale og pårørende i hospitalsmiljøet.

Kunsten bliver specielt behandlet i kapitlet Kunst og rum på hospitalet.

Hvis man skal afkode hvilken type kunst Heslet anbefaler, er det specielt interessant at læse afsnittet om ændring af intensivafdelingen på Rigshospitalet fra et Teknologisk hospital til et Sansernes hospital. Formålet med ændringen var at skabe en indretning “i balance med integreret kunstnerisk udsmykning, en bevidst farveholdning og med musik på stuerne”. Der skulle gives et signal om, at “her gør man sig umage“. Ny Carlsbergfondet donerede et beløb, hvor Heslet i ansøgningen anførte, at “afdelingen ikke alene tror på sansernes betydning i helbredelsesprocessen, men også på deres kultivering i den daglige omgang med kunst”.

Er Heslets kunst helende?

Heslet havde succes med projektet. En amerikansk kvalitetsorganisation gav intensivafdelingen en meget positiv vurdering baseret på “et overordnet indtryk af en atmosfære i afdelingen med ro, samarbejde, dokumentation kombineret med et exceptionelt design med kunstnerisk udformning sammen med musikken”.

Desværre er det ud fra Heslets bog vanskeligt at afkode, hvad der karakteriserer kunst, som har en potentiel helende effekt på det syge menneske. Heslet anfører, at man skal stræbe mod god og gennemtænkt kunst, men det er uklart hvilke type billeder, man skal vælge og hvorfor.

Heslet omtaler en række værker, som Rigshospitalet har erhvervet, eksempelvis et glasbillede med konkret kunst af kunstneren Henning Damgaard-Sørensen, som også præger bogens forside, og serien med 13 abstrakte malerier af Maja Lisa Engelhardt over temaet Den Brændende Tornebusk.

Det er som fodnote interessant, at allerede i 2007, da Sansernes Hospital blev skrevet, var der forskning, der pegede på, at netop denne type kunst i vid udstrækning blev fravalgt af hospitalspatienter, når de fik et valg. Fotografiske billeder af natur, som evidensen allerede da pegede på, som værende gode valg af kunstnerisk udsmykning, omtaler Heslet alene i forbindelse med nogle billedtekster, som fortæller, at “audiovisuel afslapning opnås bedst ved at anvende levende billeder af smuk natur”.

Kunstner Tal R – Jeg har været indlagt på den lyserøde

Del af Tal R’s udsmykning i psykiatrien i Skejby med et af kunstnerens vægmalerier i baggrunden og noget af den udvalgte kunst fra Museum Ovartaci i forgrunden

Et af de mest markante nyere eksempler på kunst i danske hospitalsbyggerier finder man i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital. Her har Tal R stået for en omfattende udsmykning af velkomstområdet med kunstfaglig rådgivning fra firmaet IN SITU.

Udsmykningen – med titlen “Jeg har været indlagt på den lyserøde” – er tænkt som et samlet kunstnerisk miljø, hvor:

vægge, gulve og møbler holdes i nuancer af lyserødt
specialdesignede sofaer og rumopdelinger indgår som en del af værket
kunst fra Museum Ovartaci integreret i helheden

Bag projektet ligger en kunstfaglig ambition om at:

give stedet en stærk identitet
invitere til refleksion og samtale
bryde med det klassiske hospital som institution

Tal R er en central skikkelse blandt De Unge Vilde – den kunstnergruppe, som tidligere blev introduceret i artiklen, og som overlæge Ib Hessov i sin tid købte værker af til Aarhus Kommunehospital. Tal R er kendt for en ekspressiv og farvemættet billedverden, hvor intuition og spontanitet spiller en afgørende rolle.

Kunstfaglige valg med fraværet af sundhedsfaglig begrundelse?

Det er nærliggende at spørge, hvilke argumenter der har ligget til grund for valget af Tal R til denne opgave – og hvad der har ligget bag beslutningen om at integrere skiftende værker fra Museum Ovartaci.

Jeg er ikke stødt på kunstudvalgets begrundelser for valget af Tal R til opgaven. Men set fra et kunstfagligt perspektiv virker valget dog oplagt: Tal R er en internationalt anerkendt kunstner med stor erfaring med rumlige installationer.

Set ud fra et sundhedsfagligt perspektiv er argumentationen dog mindre klar.

Valget af den lyserøde farve

Valget af den gennemgående lyserøde farve vakte tidligt bekymring blandt medarbejdere.

Eksempelvis udtaler oversygeplejerske Inge Voldsgaard til et indslag på DR, der blev lavet i forbindelse med indvielsen i 2018, at: man på et tidspunkt var noget bekymrede for valget af den den gennemgående lyserøde farve, “men Tal R var meget fast i, at det var den farve, det skulle være”.

Det er i samme TV-indslag, at Tal R gjorde rede for de nærmere ideer bag det store kunstprojekt. Om farven udtaler kunstneren, at:

“Jeg har gjort det således, at man kommer ind i en lyserød modtagelse…. Jeg har sådan mit eget ordsprog, der er, at hvis du er i tvivl om en farve, så lav det lyserødt. Det er altid meget velkomment og behageligt, og det rimer på ”mor”, og det er godt.”.

Inge Voldsgaard udtaler i samme sammenhæng til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at: “Folk var lidt lorne ved farven, og Tal R fjernede som konsekvens nogle af de mest kradse nuancer af lyserød. Men han insisterede på det lyserøde, fordi det rimer på livmoder; noget der omslutter, er godt og giver tryghed,”

Det er således tilsyneladende kunstnerens egne intuitive og symbolske forestillinger, der ligger til grund for et så markant valg af gennemgående farve – snarere end dokumenteret viden om farvers mulige effekt på en sårbar patientgruppe.

Til DR TV udtaler oversygeplejersken, at hun ikke tænker, at det er for meget, men: “på sengeafsnittene for de allerdårligste er det nogle helt andre farver, man bliver mødt af, nemlig jordfarver”.

Her har man måske konsulteret arkitekter og indretningskonsulenter med erfaring inden for helende arkitektur og farvesætning i sårbare miljøer?

Det skal i den forbindelse nævnes, at mødet med den nye psykiatri i Skejby skabte store problemer for PTSD-ramte veteraner fra forsvar og politi, bl.a. fordi den dominerende lyserøde farve i fællesmodtagelsen mindede soldaterne om oplevelser på feltlazaretter. Det er senere løst ved, at nogle patienter tilbydes en anden, mere neutral indgang (!).

Brug af kunst fra Museum Ovartaci

Hvis man kigger på forskning i kunst, der kan dæmpe stress og aggressioner i psykiatrien, så er der evidens for, at abstrakt/udfordrende/tvetydig kunst bør benyttes med forsigtighed.

Et af de bærende elementer i den kunstneriske udsmykning i Skejby er de skiftende udstillinger af værker udført af andre psykiatriske patienter, udlånt fra Museum Ovartaci.

Tager man udgangspunkt i, hvad man ser på fotografier fra psykiatrien i Skejby, må man netop karakterisere de kuraterede billeder som overvejende abstrakte.

I forbindelse brug af billeder fra Museum Ovartaci udtaler Tal R DR TV:

“Jeg har villet vise, hvad folk kan lave, når de er rundtossede i hovedet. Jeg har ville lave et sted, hvor man kan føle en form for stolthed over at være. Man kan måske sidde og grine lidt, man kan måske også blive rædselsslagne (sic). Det ved jeg ikke rigtig, men jeg har ville lave et mildt og blidt omfavnende rum.”.

Det med at kunsten også skulle have potentiale til at gøre patienterne rædselsslagne blev dog modereret lidt igennem processen, som ifølge Tal R bød på “utrolig mange møder”. Her nævner Tal R, at: “Der var et særligt maleri, vi havde placeret her, hvor der var en motorvej, der kørte ind i en mund. Og det mente de var for skræmmende, hvilket jeg godt kan forstå. Så det fik vi fjernet”

Et helhedsindtryk med blandet modtagelse

Ifølge oversygeplejerske Inge Voldsgaard har mange taget positivt imod den kunstneriske udsmykning, og i samklang med Tal R’s ambitioner, har mange udtrykt, at det er dejligt, at der er noget at snakke om, så det fungerer som en slags icebreaker.

En patient, som blev interviewet til DR TV’s indslag i forbindelse med indvielsen, er dog nok talefør for nogle af dem, som synes, at sanseindtrykkene kan være for overvældende:

“Det er godt nok vildt. Ja, der er mange sanseindtryk på én gang, synes jeg. Som en, der er sådan lidt følsom, ikke? Sensitiv, så er det bare at blive nærmest angrebet af farver og former og ting”

Adspurgt af journalisten, om dette er godt eller skidt, svarer hun:

“Jeg tror, jeg ville have svært ved at komme herud, når jeg havde det skidt og skulle være på vej til en indlæggelse. Og så, der er jeg virkelig hypersensitiv. Der er ikke noget, der skal ramme mig på nogen måde. Og så komme herind og sidde, og se alt det her, det er… Wow. Det kan jeg ikke forestille mig, det ville være særligt behageligt”.

Perspektivering – balancen mellem kunstnerisk frihed og sundhedsfaglig evidens

Tal R’s udsmykning i Skejby repræsenterer et tydeligt og konsekvent kunstnerisk greb, hvor identitet, sanselighed og kunstnerisk frihed er i centrum.

Samtidig illustrerer projektet en grundlæggende indstilling, som også går igen hos Poul Gernes, Lars Heslet, Ib Hessov, hvor hovedvægten er på god samtidskunst og i mindre grad en nysgerrighed efter at tage udgangspunkt i patientens behov set med medicinsk faglige briller.

Eksemplet fra Skejby viser, hvor vigtigt det er, at kunstneriske ambitioner balanceres med viden om sårbare patienters behov – ikke mindst i psykiatrien.

Kunstfaglig rådgiver Jane Løvschall Dolmer – Om at stimulere sanserne, aflede tankerne og minde om livet udenfor

Jane Løvschall Dolmer har været kunstfaglig rådgiver på Tal R’s spektakulære og flotte kunstprojekt i psykiatrien i Skejby

I min søgen efter en nyere opfattelse af kunstens rolle på hospitaler fandt jeg en interessant artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift med titlen “Hvad skal kunsten egentlig på hospitalerne?”, skrevet af Gurli Kløvedal.

Her interviewes kunstfaglig rådgiver Jane Løvschall Dolmer om hendes syn på kunstens rolle i moderne hospitalsbyggerier – herunder hvordan kunst(nere) udvælges, og hvilken funktion kunsten bør have i mødet med patienten.

Jane Løvschall Dolmer er direktør og partner i IN SITU, og har været kunstfaglig rådgiver ved flere af de nye hospitalsbyggerier, herunder på psykiatrien i Aarhus, som omtalt ovenfor. Hun er er derfor en vigtig stemme i forståelsen af tankerne bag nutidens hospitalskunst.

I artiklen fremføres det, at der i 2010’erne var stor opmærksomhed på helende arkitektur, i takt med at forskning pegede på, at de fysiske rammer havde betydning for patienters helbredelse. I den forbindelse udtaler Løvschall Dolmer:

“Evidensen for, at noget har en effekt, er enormt vigtig. Natur, lys, materialer, kunst – de ord går igen i mange af de byggeprogrammer, der ligger til grund for opførelsen af supersygehusene”.

Der er hos Løvschall Dolmer en større opmærksomhed på konteksten, end man umiddelbart ser hos både Hessov og Heslet. Hun peger på, at kunstens funktion må afhænge af rummet og situationen:

“I forhold til kunst giver det mening at se på, hvad kunstens funktion er lige præcis her: Skal den stimulere og skabe et rum for refleksion og eftertanke – eller blot skabe en æstetisk ramme?”

Dermed introduceres et vigtigt nuancerende perspektiv, som Heslet og Hessov ikke synes at være så opmærksomme på: Kunsten bør tænkes forskelligt afhængigt af, om patienten befinder sig i en venteposition – eller i en sårbar situation præget af alvorlig sygdom og måske liv og død.

Det fremgår ikke af artiklen om evidens ift. hvilke typer motiver, der har en dokumenteret positiv effekt på stress, velvære og restitution, er et element i Løvschall Dolmers udvælgelse af kunst og kunstnere, men det kan meget vel være en del af hendes udvælgelseskriterier.

Kan de to verdener forenes?

Sonovision billede af en skovvej på Thurø i en ambulant modtagelse på Gentofte Hospital.

Visionen om en syntese af det kunstfaglige og det sundhedsfaglige afsæt

I mit arbejde i Sonovision tager jeg afsæt i forskningsbaseret viden om kunst, som peger på den positive virkning af fotografiske afbildninger af natur. Denne tilgang har i de senere år vundet betydelig udbredelse i pleje- og behandlingsmiljøer, ikke mindst fordi den dokumenterbart kan bidrage til ro, tryghed og mental restitution hos patienter, pårørende og personale.

Men det er vigtigt at understrege, at evidens ikke i sig selv skaber gode rum. At arbejde med naturmotiver fritager ikke for et æstetisk og arkitektonisk ansvar. Tværtimod stiller det krav til både motivvalg, billedkvalitet, skala, lysforhold og placering i rummet. Når det lykkes, opleves den kunstneriske udsmykning som en integreret del af et omsorgsfuldt miljø. Når det ikke lykkes, risikerer den kunstneriske udsmykning at fremstå ligegyldig og uden reel virkning og i værste fald forstyrrende eller frastødende.

Omvendt har jeg ofte set kunstfagligt baserede udsmykninger i sundhedsvæsenet, som netop virker betagende og beroligende i kraft af deres æstetiske kvalitet. Her lever kunsten – når den er bedst – op til Heslets og Hessovs visioner om at signalere: Her gør vi os umage. Her kan du forvente behandling i høj kvalitet.

Det allervigtigste må være, hvordan kunsten opleves af patienten. For den patient, der er ramt på krop eller sind, kan kompleks eller konfronterende kunst skabe afstand, utryghed og fremmedgørelse – selv om intentionen var den modsatte.

Måske ligger svaret i en stærkere syntese mellem den kunstfaglige og den evidensbaserede tilgang. En fremtidig praksis bør i højere grad forene kunstnerisk ambition med viden om menneskers behov i sårbare situationer. Hvor kunsten både er æstetisk kvalificeret og menneskeligt afstemt. Hvor man ikke vælger mellem “anerkendt kunst” og “evidensbaseret kunst” – men insisterer på kvalitet i begge dimensioner.

Det kræver, at vi tør stille spørgsmålet: Hvem er kunsten egentlig til for?

Hvis svaret er patienten, bør det også være patientens oplevelse og velbefindende, der vejer tungest.

Andre artikler på denne hjemmeside

Bøger

Ib Hessov. Kunst giver liv. Om kunst på sygehuse. Århus Universitetsforlag, 2005.
Sansernes hospital. Redaktion: Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld, 2007

Download

Kunst giver liv på sygehus, Hessov i Ny Carlsbergfondets Årsskrift 2012